Luis Garcia, der sidste sæson spillede sammen med Daniel Agger i Liverpool, mener at det er en klar svækkelse af Danmark, at forsvarsspilleren må sidde ude mod Spanien.
Var det ikke for Daniel Aggers skade, kunne lørdagens landskamp mellem Danmark og Spanien have budt på et glædeligt gensyn. Spanien ventes at stille med Luis Garcia i offensiven, en spiller der i sidste sæson spillede sammen med netop Agger i Liverpool.
Luis Garcia, der nu spiller for Atletico Madrid, glæder sig dog over, at det ikke bliver til et gensyn med Agger.
- Vi har snakket meget om det danske hold og kigget en del på dets forsvar. Tabet af Agger er stort, men de har andre spillere, der kan gøre det godt på den plads. De er ikke hurtige, men de er meget stærke i hovedspillet og står godt på dødbolde, vurderer Garcia overfor 24timer.
Garcia var oprindeligt udset til en reserverolle på spaniernes hold, men en skade til David Villa har betydet, at Garcia er kommet frem i køen.
- Træneren har ikke sagt noget til mig endnu. Men hvis jeg starter inde, skal de nok få deres at se til med mig, lover Garcia.
Kommer 29-årige Luis Garcia i kamp lørdag, vil det være hans 17. optræden i den spanske trøje.
Etiketter: Spanien - Danmark